JANJIKISAN Telepatos Di-dah, di-dah; didi-dah, dii-daah. En klang med en specifik frekvens, og en figur - sådan begynder al musik. Og sådan starter Telepatos-pladen. Men i modsætning til de fleste ligegyldigheder så fortsætter denne med at holde fast i det ufattelige faktum at først er der ingenting; hvorefter der pludselig er for meget - kaos plejer vi at kalde det - og ud af dette kaos skal der så vælges ligeså varsomt og modigt som i alle andre af livets store valg. Modig musik er helvedes besværlig at have med at gøre, og dét er vel een af forklaringerne på at den er så sjældent forekommende. Jeg har i mange år måttet erkende at jeg godt forstår at publikum løber febrilsk væk fra besværlig kunst; men jeg lærer aldrig at acceptere når kunstnerne også løber væk fra besværligheder - i stedet for at opsøge dem. Kim Kristensen har, i rigtig mange år, tålt at leve uden (spille)job og uden den lyttende offentligheds interesse, og det samme vil man snart kunne sige om Jimmi Roger Pedersen; men da jeg ikke aner hvad man kan stille op overfor en sådan tragikomisk uretfærdighed, så jeg må nøjes med at være taknemmelig over at de sejt fortsætter med at spille for sig selv og udgive en plade i ny og næ på "eget forlag" - når privat-økonomien tillader det. Jeg er ganske vist uenig i hvordan pladen som sammenhængende dramaturgisk kurveform er disponeret - idet næsten al livsglæde er drænet ud desto nærmere man kommer slutningen, men hvor er jeg dog lykkelig over at være underlagt seriøse og besværlige kunstneres valg "på mine vegne". Sjældent har jeg været mere glad for at være kéd af det, end når Telepatos slutter. Titlen lyver ikke. Der er faktisk renlivede telepatiske sekvenser hvor man, som lytter, knapt forstår (men jo altså oplever!) hvordan musikerne får samlet alle nu'ernes løse stumper til et ægte samlet udsagn. Som vanligt vil jeg mene at Kim K med fordel kunne havde luget lidt ud i de "nordiske" numres sødlige melodik; men han vil sikkert mene, at efter meget "salt i sårene" må der være behov for noget sødt? Tempelton overrasker mig positivt, hans spil er langt mere end blot kompetent; men Kim Kristensens og Jimmi Roger Pedersens indsatser må jeg helt derud, hvor jeg påstår at det må være noget af det smukkeste og stærkeste de nogensinde har præsteret på plade; et par af soloerne er så fantastiske at jeg muligvis vil komme til at tænke på dem lige inden jeg lukker mine ører for sidste gang - og aldrig mere skal høre levende musik. Anders Kirkegaard Det her er levende musik - selvom den er nedfældet på en stendød og upåvirkelig cd. Subzonique #KKCD0103. 74:22. Kim Kristensen (key / fl), Jimmi Roger Pedersen (b), Janus Tempelton (d, perc) + Aviaja Lumholt (voc). DK 2001-2003. Tidsskrift: Jazz Special Årgang/Hæfte No.: 2003 - 04