Endnu en gang har pianisten Kim Kristensen skabt et særegent cd-værk, hvis musik på en gang er kompleks og enkel i sin filtrede poesi Allerede med det første stykke, "Telepatos første del", på pianisten Kim Kristensens nye udgivelse Telepatos er det tydeligt, at kapelmesteren musikalsk magter at virkeliggøre en langt mere personlig vision, end på gennemsnittet af jazzudgivelser herhjemme. Stykket fremstår som en lille fortælling, hvor det stadig mere dirrende og intense triospil imellem Kristensen og hans triopartnere, Janus Templeton (trommer) og Jimmi Roger Pedersen (bas), ender på kanten af en kløft, hvis tomrum fyldes ud af en lavmælt synthesizers sære klange: Tvetydigheden råder, frugtbare spørgsmål avles. Samme uortodokse strategi bruges i det efterfølgende stykke "Sagt". I øvrigt dukker synthen op i mærkelige variationer rundt om på pladen og er blandt årsagerne til, at Telepatos ikke lyder som noget andet. Fra Bach til Østen Telepatos bygger videre fra triopladen Anjiki-san: Silent Wish (2001), der var en meget helstøbt klavertrio-plade. I mellemtiden har gruppen, efter at Janus Templeton har erstattet Anders Hentze ved trommerne, skiftet til navnet Janjiki-san. Det klinger fortsat japansk, men er blot et ordspil over navnene Janus, Jimmi og Kim. Sangerinden Aviaja Lumholt er inviteret med på enkelte numre. Hendes ordløse sang glider smukt ind i helheden og udvider musikkens klanglige spektrum. Pladen fremstår ikke så tæt og direkte, som Silent Wish. Til gengæld rummer Telepatos en rig, filtret musik, frodig som ukrudt, der, hørt i helhed, er nærmest umulig at rumme på én gang i følelse og tanke. Der er associationsglimt af Bach, Erik Satie, Keith Jarrett, ny elektronisk musik, abstrakte malerier og musikalske inspirationer fra Østen. Det hele kommer som bølgende krusninger, ikke i bastante og klart skårne blokke. Deraf musikkens ubestemmelighed og luftige detaljerigdom. Mærkelige eventyr Kristensens cd-produktion fra de senere år er unik i dansk musik, og med den har han formået at udforske sine ideer i forskellige retninger. De er alle musikalsk og instrumentalt variationer over Kristensens version af nutidig improviseret musik, der stilistisk har tråde til både jazz, kompositionsmusik og etniske arter, og altid med en særlig affinitet til poesien: det på én gang udfordrende og enkle udsagn, der gør eventyr levende. Hør f.eks. i "Vise", hvordan et bekendt, klassisk formsprog antager sin egen krøllede melodiske og lydlige karakter. Og hør den lange "Telepatos - femte del", der er både truende og lokkende i sin iscenesættelse af abstrakt triospil, bløde fløjtelinjer, ordløs sang og indfald af elektroniske klange. På Telepatos er der mange små og mærkelige eventyr. Af CHRISTIAN MUNCH-HANSEN kultur@information.dk