interview af Christian Munch Hansen ,Jazzspecial 2005
ILDVÆVEREN
Hvide løgne, sorte sandheder og pink drømme En af landets mest specielle og egensindige musikere, Kim Kristensen, bor i en kælder i Hvidovre. I garagen, der kliner sig op ad villaen, omgivet af blomsterbed, ukrudt og vildtvoksende hæk, har han indrettet sit lydstudie, Kimilydlab, hvor flygelet står, omringet af små og større elektroniske tangentinstrumenter, effektkasser, perkussion, kabler, optageudstyr og andet isenkram. Det er her, han indspiller al sin mere eller mindre mærkværdige musik, der næsten altid gennemstrømmes af en lyrisk og melodisk åre, men som også rummer eksperimenter både i improvisatorisk, kompositorisk og elektronisk forstand. Tonen i Kristensens musik ligner ingen andens. Han har for nylig sendt hele fem nye cd´er på gaden foruden en enkelt genudgivelse, Aner fra 1990, hvor han med diverse musikalske besætninger demonstrerer sin musiks kalejdoskopiske og afprøvende karakter med tråde til jazz, kompositionsmusik og etnisk folklore. Den i dag 49-årige pianist og fløjtenist, der ikke opfatter sig selv som jazzmusiker, blev for alvor en del af det kreative danske jazzmiljø i 1980´erne, hvor han bl.a. spillede med Marilyn Mazur, Bjarne Roupé og Jens Winther. Senere hørtes han med bl.a. Fredrik Lundin og Thomas Agergaard. I 1993 var han den danske orkesterleder bag et af Jazzpar projektets mest vellykkede danske bidrag med sit band, Ildvæverne. I de senere år har han udgivet en lang række meget personlige plader. Kim Kristensen delagtiggør os i denne portrætsamtale i sine inspirationskilder og i vigtigheden af musikalsk åbenhed. Han taler om sit arbejde med at sammensmelte og udvikle den akustiske og den elektroniske musik, og om den smalle musiks vanskelige vilkår i en mainstreampræget musikkultur. - Jeg begyndte at spille klaver som seks-syv-årig hos en lærer, der bad mig om at spille "Lille Peter Edderkop" i alle tonearter. Min mor spillede og sang i kor, da hun var ung, men vi havde ikke megen musik derhjemme. Jeg fik en pladespiller, da jeg var elleve-tolv, og jeg havde nogle venner, som jeg begyndte at spille rock og blues med. Det var nok det, der virkelig satte mig i gang. Jeg kom på musiklinje i gymnasiet og siden på Musikvidenskabeligt Institut i København, hvor jeg gik i fem år. Selvom jeg ikke gjorde det færdigt, var det ikke spildt. Der var håndværksmæssige ting og bl.a. et musikhistorisk kursus, der var meget interessant. - Den tid, 1970´erne, var et eldorado for nytænkning. Det var i den periode, jeg blev modnet musikalsk. Og der er stadigvæk musik fra den tid, jeg godt kan lide. Jimi Hendrix´ plader og Weather Report. Joe Zawinul har spillet en rolle for mig med sin brug af elektroniske instrumenter. Mine venner hørte Cream, Led Zeppelin og den slags, men jeg var lidt ved siden af. Jeg følte mig mere hjemme i det jazzagtige og dengang i original blues og New Orleans-jazz. Ikke al musik nåede ud til Høng på Vestsjælland, hvor jeg voksede op. Der var dog traditionel jazz. De kom og spillede hver anden gang, der var fest på gymnasiet. - Jeg begyndte at lytte til Bill Evans, Paul Bley, McCoy Tyner, Chic Corea, Keith Jarrett og ECM-musik. Jeg oplevede Jan Garbarek og Bobo Stenson, da jeg gik i 2.g. De var på turné i Danmark og kom og spillede. Det var før de blev rigtig kendte. Siden har jeg spillet med Palle Danielsson og Bobo Stenson i Fredrik Lundins og Trine-Lise Værings orkester, People Places Times and Faces. Vi lavede et projekt, der blev indspillet af Sveriges Radio i Stockholm, men det blev aldrig udgivet. Jeg har noget af det på kassette-bånd. Jeg synes, de skulle sende det ud, det var ret fantastisk. - I 1976 var jeg på mit første Vallekilde-stævne. Der fik jeg virkelig åbnet op for en ny verden. På det tidspunkt var det den eksperimenterende, elektriske Miles Davis-musik, der satte dagsordenen. Instruktørerne var Ole Kyhl og Ole Nordentoft, to århusianske musikere. Det åbnede mig for helt nye ting, det tonalt åbne, en mere fri måde at bruge parametre på, en kommunikation i nuet frem for en fastlagt måde at udøve musik på. Det er stadig noget, jeg anser for yderst essentielt. Når jeg øver med de forskellige mennesker, jeg spiller med, går en del af tiden med, at vi står og spiller uden at have noget aftalt. Og jeg synes ikke, det er noget særlig eksotisk eller mærkeligt, for det svarer jo helt til, at mennesker fører en samtale på et sprog, uden at have nogen aftale eller noget forlæg. Det er den samme måde at kommunikere på, bare omsat til toner. Det også noget meget barnligt. Når børn leger, er det meget impulsivt. Mærkeligt nok er det ikke nogen udbredt eller gængs måde at udøve musik på i medierne og i mainstreamkulturen, hvor det meste er skemalagt. Den spontane skaben To af Kristensens nye cd´er, 57 inpredictable pianoepisodes Vol. 1-2, består af frit improviserede klaverstykker, der i visse tilfælde bringer Bach-fugaer og Satie i erindring. De er frit associative, men der opstår uvægerligt former ud af det spillede. - Der var ikke nogen bestemte intentioner bag. Jeg gik bare ud i et åbent landskab uden at vide, hvad der skulle ske. Man kan ikke undgå, at der aflejrer sig nogle skabeloner i ens måde at tænke og spille på. At komponere spontant og at improvisere er i familie med hinanden. Det handler under alle omstændigheder om at bruge sin fantasi. Når man komponerer, er det mere strategisk og planlagt. Man laver om, ændrer undervejs, men det er i familie med at improvisere. Men når man er spontan, så vurderer man ikke sig selv, mens man gør det. Det bliver bedst, når man føler sig til stede i nuet og man på en eller anden måde ophæver sit ego. Man kan komme i en tilstand, hvor man kan føle sig 50 kilo lettere, hvor tankerne kører meget meget hurtigere, og hvor der kommer en forbindelse mellem hjerne, krop og emotioner på en måde, som er en optimal tilstand for at skabe. - Man kan ligefrem få det bedre bagefter, det er noget som kan have en psykisk helende virkning. Men man kan formentlig opnå noget lignende med mange andre ting i livet. Det behøver ikke at være kunst. Men det er noget, som skal involvere både intellekt, krop og emotioner - og måske noget spirituelt. Jeg er ikke religiøs i den forstand, men hvis der er nogen religion, der tiltrækker mig, så er det nok buddhismen. Bartoks inspirerende åbenhed Kim Kristensens cd-reoler er i grove træk inddelt i tre. I hjørnet bugner den største samling musik med jazz fra gamle dage og op til nutiden. På nogle få hylder på væggen til venstre hænger folkemusikkens plader med musik fra Pakistan, Tyrkiet, Rumænien, Australien, Spanien, Frankrig, Brasilien, Argentina og Indien. Og til højre for jazzen befinder en pæn samling klassisk kompositionsmusik sig med bl.a. Shostakovich, Bartok, Bach, Satie, Sibelius, Nielsen, Debussy, Stravinsky, Hildegard af Bingen, Bentzon og Sørensen. - I henseende til komposition er den klassiske musik langt mere udviklet end jazzmusik. Den er på et højere niveau. I sagens natur er jazz improvisationsmusik, en øjeblikkets musik, og derfor er det kompositoriske ikke lige så udviklet. Sidst jeg fik et ordentligt spark, var, da en af mine venner viste mig nogle klaver-etuder af Ligeti. Det, der interesserer mig, er det tyvende århundredes musik og så alt, hvad der ligger før den klassiske periode. Jeg synes der er en tendens til, at rigdommen og mangfoldigheden svinder ind i den klassiske periode. Skalaer bliver afskaffet. Alt bliver smallere og mere stiliseret. Den klassiske og romantiske musik er skabt i en atmosfære af borgerskabets fremkomst, aristokrati, og det har fået betydning for, hvordan musikken er kommet til klinge. Jeg er ikke så glad for den romantiske periode, det overornamenterede og bombastiske. Jeg har heller ikke rigtig lært at høre Mozart endnu. Men i barokmusikken kan man stadig høre og mærke de folkelige rødder. Musik er et udtryk for tiden og de mennesker der lever i den, om end musik i sig selv nok ikke kan flytte noget som helst. - Bartok har inspireret mig dybt, fordi han har en fuldstændig åben tankegang. Han er meget friere end tolvtonekomponisterne. Dem kan jeg også godt lide, det er en interessant måde at tænke på. Men Bartok - jeg har f. eks. spillet hans "Mikrokosmos", som er seks hæfter med klaverstykker, som han vist lavede til sin søn. Det er let i starten men bliver sværere og sværere. De små stykker fokuserer på en bestemt idé, en rytme, en taktart, et interval eller et andet parameter. Han har en stor, rummelig verden og er fantastisk frigjort fra dogmer. Han brugte mange år af sit liv på at rejse rundt og studere folkemusik, Balkanmusik, musik fra Norge og Tyrkiet. Han havde et åbent sind for alle mulige kulturers musik. Han var ungarer og national men også international. Stravinsky er ligesom Bartok en eksplosion af frihed og tankegang. Hans værk, "Ildfuglen", er helt fantastisk. - Det er det åbne tonesprog, der interesserer mig. En ting, der kan være dræbende, hvis man kun spiller traditionens jazz, er, at der er nogle former og harmoniske regler, som helst skal gå op. Hardcore bebopmusikere går for meget op i den slags. Tankegangen med, at det skal være logisk opbygget med et harmonisk system, som er mere eller mindre fastlagt, kan jeg ikke lide. For der er en meget stor verden derude. Der er musik fra alverdens folkeslag, som kan være fantastisk og berigende at høre, og det vil jeg ikke udelukke mig fra. Når det etniske dukker op i min egen musik, tvinger jeg det ikke frem. Det kommer af sig selv. Sprællemand Kristensen har også andre interesser end musikken, selvom den sluger det meste af hans tid. Ikke mindst efter at han opgav at få udgivet sin musik på de etablerede pladeselskaber, stiftede sit eget, Subzonique, og i dag må agere sprællemand som musiker, producer, tekniker og PR-mand, der selv trykker sine cd´er. På gulvet i stuen i kælderen står der opad en reol et lærred med et farverigt maleri. I centrum ses en uformelig figur, der minder om et fiskeben eller en rangle. - Det er et portræt af mig, som en af mine venner har lavet! Jeg står og spiller på melodica, og uden om står publikum. Jeg prøver at interessere mig for andre ting også. Jeg er begyndt at fotografere. Jeg har altid haft en interesse for og en vis sans for det visuelle. Jeg malede også som barn. Jeg får ikke tid til at læse så meget. Der er hele tiden noget med musikken, noget der optager ens tanker, noget, der skal øves, en dims i studiet, der skal repareres. - De steder jeg har fået udgivet noget, har ikke været nogen succes. Det har ikke givet noget at bruge pladeselskaber, og det er umådelig lidt, det har solgt. Ikke fordi det har hjulpet, når jeg nu selv udgiver musikken. Men så ved jeg da, hvad der sker. Pladerne står ikke syltet på et eller andet fjernlager. Jeg har oplevet, at noget af min musik lå et sted og pludselig var blevet makuleret. Men nu ejer jeg selv min musik. Bagsiden er, at jeg gør alt selv. Det er vanskeligt at få tid til det hele, og det er en ubehagelig ting at skulle sælge sin egen musik og ringe rundt og booke for at få jobs. Men jeg har lavet det koncept, at jeg kun trykker et lille cd-oplag ad gangen. Jeg har et apparat, der kan trykke dem. Bygger sine egne lyde - Jeg arbejder med både akustisk og elektronisk lyd, og interesserer mig for blandingen af det. Det har jeg altid gjort. Grundlaget i min musik er det samme som for ti-femten år siden, men jeg har forhåbentlig udviklet mig. Og jeg har hele tiden haft en idé om at være med til at udvikle de elektroniske musikinstrumenter, for det er tidens instrumenter. Sådan har det været igennem hele musikhistorien. Der er blevet frembragt instrumenter på tidspunkter, hvor den mekaniske udvikling var til det. Eksempelvis klaveret med hammere. Nu er teknologien meget dominerende i verden, og derfor er det vigtigt, at kunstnere tager del i den indflydelse, som teknologien har, og som den giver os. Derfor har jeg så mange elektroniske instrumenter stående, og derfor bygger jeg lyde selv. I en synthesizer er der en række parametre og muligheder for at ændre på lyde eller bygge dem op. Man starter med en ren sinustone og begynder at manipulere med den. De fleste synth-lyde du hører på mine plader, er nogle, jeg selv har bygget. I virkeligheden er det, som når en maler blander sine farver. - At mikse musik i studiet er et dybt interessant område. Man har alle mulige lyde og skal finde ud af, hvilken rolle, de skal spille i et lydbillede. Lydstudiet er et instrument. Jeg har faktisk lidt den holdning, at live-musik ikke har noget at gøre i et lydstudie. Live-musik lever og hører til i et rum med publikum og interaktion mellem musikere. - Med mine soloklaver-indspilninger har jeg forsøgt at få det til at lyde så naturelt og akustisk som muligt, selvom det i virkeligheden er en masse nul´er og et-taller, man hører, der har været igennem en masse højteknologi og er blevet et digitalt billede af noget lyd. På den måde er pladens klaverlyd egentlig i familie med lyden fra en synthesizer. Det er på en måde en elektronisk plade. Jeg skelner ikke rigtig imellem elektronik og akustik. Sangerinder og kompositionsarbejde På tre af Kristensens nyligt udsendte plader, hvor bl.a. trommeslagerne Anders Hentze og Janus Templeton medvirker sammen med bassisten Jimi Roger Pedersen, perkussionisterne Mathias Friis Hansen, Birgit Løkke og el-pianisten Per Trolle, arbejder han med sangerinder og lyrik. På Gader med tekster af forfatteren Pernille Tønnesen og på White Lies, Black Truth & Pink Wishes høres Aviaja Lumholt, og på Destinotion samarbejder han med den franske opera- og eksperimentalvokalist, Geraldine Keller, som optrådte i Thomas Agergaards Jazzpargruppe i 2002. - Geraldine Keller er en spændende og meget anderledes vokalist, og Aviaja Lumholt har noget særligt. Mere dybde end de fleste og et stort emotionelt register. Hun kan være uhyre sart og sensuel, men kan også komme langt ud i temperament. Og så er hun dygtig til det spontane og improviserede. - Når jeg komponerer, er det meget forskelligt, hvad jeg gør. Jeg kan f. eks. improvisere en baslinje på en synthesizer og optage den "midi". På den måde er jeg i stand til at kanalisere den ud igennem en hvilken som helst lyd, en fløjte eller glas, der splintrer. Så laver jeg måske en instrumentation med udgangspunkt i baslinjen. Jeg kan også finde på at sætte nogle regler op, afprøve et harmonisk system eller i en solo vælge at bruge store sekunder. - Jeg arbejder også med gennemkomponerede ting til en vis grad. Jeg er ved at lave en klassisk plade. Besætningen er klaver, klarinet og to violiner. Jeg har bl.a. samplet en af violinisterne og lavet en komposition ud af det med lyde og effekter, som han så skal spille hen over. Jazz efter tv-avisen Et af vilkårene for Kim Kristensen og mange af hans åndeligt beslægtede, der arbejder langt udenfor populærmusikkens fabrikshaller, er, at musikken sjældent eller aldrig når et større publikum. Mange musikeres kunstneriske anstrengelser foregår i dybeste hemmelighed. Et andet problem er det mættede jazzmarked i et land med alt for få spillesteder til alt for mange musikere. Kim Kristensen efterlyser større ansvarlighed blandt de offentlige medier. - Når jeg ringer rundt for at booke, siger de, at de får så mange henvendelser. De kan ikke overkomme tage stilling til det. Hvis man skal gøre sit PR-arbejde godt, er man nødt til at bruge umådelig meget tid på det. - Jeg synes at public service-organer har en forpligtelse til at afdække, hvad der sker. De bør ikke bare tilfredsstille publikum, men prøve at vise, at der foregår noget i forskellige miljøer, så det kan avle en større interesse. Der bliver en kæmpe overproduktion af højt kvalificerede musikere. Der må være nogle måder, de kan blive eksponeret på. Vi har jo institutioner, skoler og gymnasier, der vil være glade for at have en fællestime, hvor der kommer noget anderledes musik. Dér kan man finde et publikum, der er lydhørt og har et åbent sind, for de har måske lige fået fri fra en fysiktime. Man må også kunne lave noget mere i radio og fjernsyn. Det kan ikke være rigtigt, at det kun er mainstream-massekultur, der dominerer hele billedet. Jeg synes jo, at der er alt for meget sport. Jeg foreslår, at der hver dag efter tv-avisen er et kvarter med jazz i stedet for sport! - En vigtig pointe er vedligeholdelsen af mangfoldigheden. Naturen er sundest, hvis der er så stor en diversitet som muligt. Sådan bør det også være i kulturlivet. Forsvar for det elitære Der er nogle, der mener, at jazzen har mistet sine underholdende og publikumsappellerende momenter og er blevet en alt for elitær musik i modsætning til i de gamle dage… - Jeg har fuld forståelse for, at man gerne vil kommunikere bredt, og gerne vil vise respekt for alle slags mennesker. Du nævnte før Svend Asmussen, der har været entertainer og forsøgt at appellere bredt, selvom han helt ubestrideligt er en musiker af meget høj standard. Min egen musik har ingen større offentlig appel, og det kan godt være et problem, for jeg kan godt lide at tale med bageren her oppe på hjørnet. Jeg vil gerne kommunikere med vedkommende. På den anden side lever vi i en meget differentieret verden, som nødvendigvis kræver specialister, og det gælder alle mulige fagområder. Du vil muligvis kalde dem elitære, fordi de taler om noget, vi andre ikke forstår. Det er ikke kun forbeholdt kulturen, men finder sted på mange andre områder, og kommer i sidste ende mange mennesker til gavn. Den dybdeborende grundforskning er meget nødvendig for, at der kan komme noget kvalitativt ud til et stort antal mennesker. - Jeg vil gerne forsvare det elitære, det specialiserede. Hvis alt bliver mainstream, så er vi ovre i en eller anden form for kulturfascisme, som ikke tillader alt det anderledes. Der skal være plads til alt det mærkelige og fremmedartede. Diskografi: Ocean Fables (1989) Aner (1990, genudgivet på Subzonique, 2004) Nomads of Tomorrow (Olufsen, 1991) Ocean Fables: Havblik (Olufsen, 1992) Kim Kristensen & Ildvæverne (Storyville, 1994) Erindringens Brønd (dacapo, 1996) Other Species (KKCD, 1997) Pulse of Time (dacapo, 1999) Souk: Visible Secrets (Subzonique, 2000) Anjiki-San: Silent Wish (Subzonique, 2001) Janjiki-San: Telepatos (Subzonique, 2003) Aner (Subzonique, 2004, opr. lp, 1990) 57 inpredictable pianoepisodes, Vol. 1-2 (Subzonique, 2005) Destinotion (Subzonique, 2005) Gader (Subzonique, 2005) White Lies, Black Truths & Pink Wishes (Subzonique, 2005)