KIM KRISTENSEN Other Species / Andre Arter KKCD (Eget forlag). 66:52. KK (kb, perc, fl) Thomas Agergaard (s, fl), Ole Theill (tabla). DK 1990-97. Næsten alt fra denne cd adskiller sig fra normen. Musikken er anderledes, instrumentationen er weird, produktionstiden er afsindige syv år. Hvordan kan sådanne forhold resultere i en helstøbt udgivelse? Jeg aner det ikke, men jeg kan høre, at det er sammenhængende og helstøbt; ligesom næsten alt andet, der kommer fra Kim Kristensens hånd er det - han er simpelthen en af de større, og mest kunstnerisk ambitiøse, rytmiske komponister vi har. Af pladens 13 stykker står trio-kollektivet for fem såkaldte "frispil"; meget betegnende for pladens høje kvalitet falder de ikke udenfor de otte deciderede Kim Kristensen-kompositioner, men indgår ubesværet i cd'ens samlede udtryk, der som sagt er noget helt for sig selv. Nå ja, der findes da parallelle bestræbelser hos såvel en Garbarek, Mikkelborg og på f.eks. Lars Møllers sidste cd; men måske fordi Kristensen primært er komponist og keyboard-spiller, virker denne cd mere naturlig end de andres forsøg på at etablere lignende sakrale og æteriske atmosfærer. Det kan imidlertid være mere enkelt - nemlig at Kristensens mange år i skyggen af mere spektakulære yngre kræfter har fremtvunget en fin-pudsning af formen, som man ikke er vant til at møde hos de rytmiske komponister. I så fald er hans kommercielle ulykke vores (lytternes) lykke. Både Agergaard og Theill spiller med stor selvfølgelighed. Selvfølgeligheden er faktisk så stor, at det er vanskeligt at skrive noget fornuftigt derom, blot kan jeg konstatere, at selv mere kringlede partier bliver udført lige så naturligt og ubesværet, som når vi andre løfter en overfyldt meget varm suppeske op til munden og spiser dens indhold - uden at spille eller brænde os … noget svært og kompliceret er, ved indlevelse og øvelse, gjort til noget aldeles ubesværet. (Den lange produktionstid har sat sig et lidt morsomt spor i Agergaards toneideal, der har forandret sig hen af vejen, men pga. det alt for spinkle notemateriale er det umuligt at vide, hvornår de enkelte stykker er indspillet!) Jeg har sat pladen på de groveste prøver: læst avis til den, spist til den, ryddet op og arbejdet til den, men også lyttet koncentreret - og den klarer alle situationerne. Det er simpelthen en meget god (stilfærdig) plade, måske er det ligefrem en stor plade. Jo, jeg tror den er stor, den er blot så herligt enestående i sit udsagn og i sin kvalitet, at den er svær at sætte på plads. Men vær rolig, det er også jazz - nutidig jazz, altså! Anders Kirkegaard Tidsskrift: Jazz Special Årgang/Hæfte No.: 1997 - 05