Kim Kristensen / Anjiki-San
Silent wish
Subzonique KKCD0101. 71:55. KK (p), Anders Hentze (d, perc), Jimmi Roger Pedersen (b). Kbh. 1999-2001.
Kim Kristensens musik er umulig at indramme i stilistiske båse. Det skulle da lige være en der handlede om æstetik. For en ting er sikkert, uanset metoden og udtrykket han formidler sin musik på, så er den altid elegant og melodisk. Denne nye plade med gruppen med det underfundige navn, Anjiki-San, er i sin form en mere klassisk trioplade end vi er er vant til fra hans side. Men musikken er ikke mindre udfordrende, idet den som helhed er uhyre fascinerende sammensat af små historier, hvoraf nogle er gennemfortalte, andre blot kort skitserede. Musikken er sammensat, ikke på en kompliceret måde, men som en vekslen mellem det komplekse og det enkle. Nogle steder kildrer den blot, andre steder, som på Byg et slot er den rytmisk insisterende og pågående i sin voldsomhed. I Hentze og Pedersen, som i øvrigt også bidrager med et par kompositioner, har Kristensen et par åndsfæller som er hurtige til at opfange det særegne i hans musikalske univers og i fællesskab har de kreeret en dybt original og ikke mindst organisk musik, man ikke bliver færdig med lige med det samme. Og det er vel et kvalitetsstempel i sig selv.
Allan SommerTidsskrift: Jazz Special
Årgang/Hæfte No.: 2001 - 05